OPSTART MED BABYMOS - BABY 6 MÅNEDER

OPSTART VED 6 MÅNEDER - HVORFOR VI VENTEDE
Man kan/må allerede begynde med mos & grød fra 4 måneder. Da både Anders & Jeg døjer med allergi, ville jeg gerne fuldamme hende mindst seks måneder, som det også anbefales, da det giver hende det bedste forsvar imod eventuelle allergier senere hen. Så istedet for at starte op med grød og mos fra 4 måneder, har vi holdt os til at give Laura smagsprøver på forskellige ting, det kunne fx. være lidt most banan. Og så er vi først gået rigtigt igang, da hun blev 6 måneder

Men jeg tænkte at jeg ville give Jer et overblik over mine erfaringer, tips & tricks og diverse udfordringer, som er forbundet med opstart af noget nyt. Grød & mos er en hel verden for sig og når jeg kigger tilbage nu, virker amningen som en leg i forhold til (...da vi først fandt teknikken). Og jeg ammer hende også stadig ved siden af, indtil vi lige har knækket koden

SMAGSPRØVER & FAVORIT SMAGE
For at finde ud af, hvilke smage Laura syntes bedst om, startede vi med at købe nogle klemposer (...mener jeg de hedder) i forskellige smagsvarianter. Vi fandt hurtigt ud af, at svesker, banan/mango og græskar, gulerod, sød kartoffel & æble var nogle af favoritterne, så de smage valgte jeg at bruge til den hjemmelavede mos. Jeg har som sådan ikke noget imod, at hun får den færdiglavede mos & grød som man kan købe, det er bare langt billigere at lave det selv, da man kan komme lagt med en pose gulerødder & kartofler

PORTIONSSTØRRELSER & UDFORDRINGER

I forhold til portionerne, så er vi stadig i det små. Laura virker meget interesseret og vil også gerne spise de første 5-6 skefulde i streg, hvorefter hun lukker munden, kigger væk og giver tegn til at hun ikke vil have mere. Så det arbejder vi lidt med. Vi startede med den blødeste puré og selv den kunne hun nærmest kløjs i. Hun har efterhånden lært at bruge tungen og synke maden, så vi prøver stille og roligt med mere konsistens.

Jeg havde en idé om, at det med skemad var en leg og noget som bare ville køre fra dag et. Men jeg har efterhånden erfaret, at det (ligesom alt andet..) også lige skal læres. Og på dette punkt er babyer også forskellige og lærer det med forskellige hastigheder. Nogle af børnene fra min mødregruppe er allerede gået videre til hapsere af brød osv. men det tror jeg lige vi venter lidt med, da jeg virkelig frygter at hun får det galt i halsen. Der er bare ikke noget værre end den lyd, når de er ved at kløjs i maden (...siger den bekymrede mor)

SMART OPBEVARING - CUUBIS BEHOLDERE
Fordi jeg laver mosen selv, har jeg kigget lidt rundt efter en smart opbevaring dertil. Jeg havde hørt om et dansk firma Cuubis, som har lavet en holder til at opdele & opbevare maden i fryseren. Helt simpelt fortalt, så laver man mosen, putter det i en Cuubis pose, putter posen i holderen og fryser den. Beholderen sørger for at opdele mosen i små frosne terninger, som man nemt kan brække fra hinanden og bruge i madlavningen. Det er super nemt og man kan tage præcist det antal op, som man skal bruge.
TIP: De kan også bruges til at fryse en portion hjemmelavet pesto, tomatsauce eller endda kaffe til iskaffe!

Jeg syntes priserne er meget fair - de koster 269 kr. for et sæt med to beholdere. Og hvis man tænker på, hvor meget man sparer ved at lave mosen selv, så er det helt ok. Cuubis sælger også poser som passer dertil, de har lidt forskellige at vælge imellem. Man kan også sagtens bruge andre poser, bare de har et mål på 20x20 cm. Jeg har fx. haft god erfaring med lynlåsposerne fra IKEA og almindelige 4L. fryseposer

I kan købe både beholdere & poser HER

OPSKRIFT PÅ ÉN AF FAVORITTERNE (MANGO & BANANMOS)

1 pose frossen mango
Ca. 2-3 modne bananer

Giv mangoen et opkog i en gryde med en lille smule vand. Blend den kogte mango og banan sammen til en ensartet masse. Der kan evt. tilføjes lidt vandt, alt efter hvilken konsistens man gerne vil ramme. Put mosen i en Cuubis-pose og frys dem ned.

Jeg bruger denne blanding af mango & banan som topping på grød - det kunne fx. være ovenpå havregrød. Jeg starter med at lave grøden i microovnen og så tilføjer jeg bare et par frosne terninger af frugtmosen og varmer det lidt yderligere indtil det smelter sammen

Sidder du derude med en god opskrift på mos, en erfaring eller et trick gemt i ærmet - så del gerne i kommentarfeltet, så vi kan lære af hinanden

Likes

Comments

cecilienohrstorm
cecilienohrstorm,

Når jeg lavede æblemos til min søn, så kom jeg altid et par kartofler i og blendede sammen med. Så kunne han sagtens få det til et mellemmåltid, da det var lidt mere mættende.


Udover det så mos af søde kartofler og gulerødder var et hit herhjemme 😊

nouw.com/cecilienohrstorm
Itsmypassions
Itsmypassions,

Det var smart, lige at snige dem med deri 😊 Tak for tippet!

nouw.com/itsmypassions
IP: 82.99.3.229