VELKOMMEN TIL 2020

Her 10 dage inde i det nye årti, er det vist på tide med et velkommen til det nye år 2020

Det foregående år 2019 har været lidt af en blandet pose bolcher for mit vedkommende. Året startede nemlig lidt rodet ud, da jeg efter 3,5 år på samme arbejdsplads blev nødsaget til at ryste posen lidt og komme videre til noget nyt - som jeg lover at fortælle mere om, inden længe. Det er altid med en blanding af spænding & frygt, når man siger farvel til noget velkendt, for at gå på en ny og anderledes vej. Men jeg er sikker på, at det nok skal blive helt godt!

2019 blev også året, hvor vi besøgte nogle nye destinationer - nogle steder, som vi aldrig havde været før. Vi elsker begge at besøge nye steder og vi startede turen hos Hvidbjerg Strand, som havde inviteret os på midtuges ophold i én af deres lækre strandvillaer. En lille uges detox ved den blæsende vestkyst, hvor vi virkelig kom ned i gear med wellness i varme bade, gåture ved vandet og eget spa på terrassen.

I sommerferien pakkede vi kufferterne og tog til den lille græske ø, Tilos, hvor vi nød noget alenetid på en vaskeægte strandferie med græsk mad hver aften og masser af afslapning om dagen. En rejse vi havde booket, da vi lige der forinden havde fundet ud af, at det nok blev vores sidste kæresteferie i en periode.

For det STØRSTE der skete i 2019 må helt sikkert være den positive graviditetstest, som jeg stod med i slutningen af Juni måned. Vi delte nyheden med familien efter 12 ugers scanningen og dernæst delte vi nyheden med Jer på bloggen & Instagram - og endnu engang TUSIND tak, for wow hvor sendte I mange dejlige søde beskeder!

Derfor er jeg også gået ind i det nye årti med oprejst pande og et stort smil (i god forlængelse af mit nytårsforsæt fra 2019, hvor jeg ville huske at smile mere), da vi forhåbentligt går mange spændende oplevelser og en rigtig god tid i møde. Inden længe ændrer vores hverdag sig markant, vi får begge nye permanente titler som Mor & Far og vi er begge enige om, at vi har lagt en god 2020-plan, haha!

Så i forhold til nytårsforsæt for 2020, så vil jeg se, om jeg kan skabe lidt mere tid - i den forstand, at jeg er lidt mere på forkant med det hele. Og ja, det bliver helt sikkert en udfordring med en grædende baby på armen, men lad os bare prøve, det er altid sundt med nogle mål - er det ikke det man siger..

Og så skal I altså også have en kæmpe virtuel krammer og en tak - en tak fordi I gider følge med i mine skriverier herinde og ikke mindst like og kommentere på mine billeder på Instagram. Det betyder helt vildt meget (sikkert mere end det burde..) men det er altså dejligt at vide, at der sidder nogen på den anden side, som kan bruge mit materiale og bliver inspireret! Godt Nytår til Jer

Likes

Comments

Write a comment...
IP: 82.99.3.229